Hjælp til en bedre fremtid

Teori og metode

Sigtet med behandlingsarbejdet på Botilbuddet Frisk-Pust er delt i to lige vigtige områder

Botilbuddet Frisk-Pust er et behandlingssted, som modtager unge med dobbelt-diagnoser, hvoraf den ene er autisme og en eller flere diagnoser beskrevet på ICD-10 mellem Kapitel 5, F2-F9, men oftest skal vores målgruppe sygdomsbillede ses som en kombination af Kapitel 5, F2 og Kapitel 5, F8. Opholdet på Botilbuddet Frisk-Pust er en afgrænset og intensiv periode (typisk 3-5 år), som har det formål at etablere en holdbar pædagogik omkring den unge. Målet er at kunne sende den unge videre efter endt ophold på Botilbuddet Frisk-Pust , med et positivt selvbillede, tro på egne resurser og ikke mindst med en veldokumenteret handleplan for, hvordan netop denne ung, kan opnå maksimal selvstændighed i eget liv.

De unge på Botilbuddet Frisk-Pust er som oftest diagnostiseret med autisme på en bred skala af funktionsniveau. Fælles for dem er også, at de har en psykiatrisk diagnose. Det vil typisk være skizofreni, affektive lidelser, psykosociale forandringer, mild mental retardering med flere. Et andet og meget vigtigt fællestræk er, at de repræsenterer et så komplekst sygdomsbillede, at de erfaringsmæssigt har vist sig ekstremt vanskelige at finde konstruktive behandlingsformer for – både medicinsk og pædagogisk.

Det er et faktum, at de unge som visiteres til Botilbuddet Frisk-Pust kan udvise et meget forskelligt adfærdsmønster og have divergerende behov. Det betyder også at vores behandlingstilgang kan variere i metode, men aldrig i det videnskabsteoretiske udgangspunkt. Vi arbejder tæt sammen med den unges psykiater, som har løbende tilsyn med den unges udvikling og eventuelle behov for ændringer i den medicinske behandling. Vi arbejder ud fra den opfattelse, at når autisme er en del af et diagnostisk billede, så er det autismen, som vi først og fremmest tager udgangspunkt i, når vi tilrettelægger en behandlingstilgang. Grunden er, at autisme er et handicap, som har omfattende betydning for den unges selvforståelse, måde at lære på, at være social på og evne til at kommunikere. Og det er uanset hvor på skalaen den unge måtte ligge.

Videnskabsteoretisk grundlag

Videnskabsteori bliver særligt vigtigt, når man som vi, i praksis navigerer mellem flere forskellige metoder. Grunden er, at det videnskabsteoretiske standpunkt skal have og har en afsmittende betydning i alt, hvad vi foretager os.

En metafor kan være, at vi beslutter os for at dyrke pærer i vores have – og her er beslutningen om netop pærer, det samme som beslutningen om, hvilket videnskabsteoretiske standpunkt, vi har. Det næste der sker er, at vi går ud i haven og putter en pærekerne ned i jorden – her er pærekernen den metode, som vi benytter i praksis. Det er meget bevidst, at vi putter netop en pærekerne i jorden og ikke en æblekerne eller en ferskensten, for vi er tro mod vores beslutning om at vi vil dyrke pærer. Efter noget tid skyder et pæretræ op ad jorden – her er pæretræet resultatet af vores valg om at dyrke pærer (vores videnskabsteoretiske ståsted) og dernæst et resultat af, at vi puttede en pærekerne i jorden (vores praktiserede metode, som er bestemt at det videnskabsteoretisk ståsted). Og når vi kan høste vores pærer, så er de først og fremmest et resultat af, at vi engang besluttede os for at dyrke pærer.

Sådan er det også med videnskabsteori og metode. Alt for ofte er det set, at en pædagogisk vision er ’at dyrke pærer’ og så går pædagogerne ud og ’putter en æblekerne i jorden’ og bliver meget overraskede, når de opnår et æble og ikke en pære. Med andre ord så bliver sammenhængen mellem teori og praksis en rodet affære og man vil ikke kunne finde teoretiske forklaringer på, de udfordringer, som vil opstå og de pædagogiske argumenter får svært ved at holde vand. Den fejl begår vi ikke.

På Botilbuddet Frisk-Pust har vi et socialkonstruktionistisk videnskabsteoretisk grundlag.

Socialkonstruktionisme

Socialkonstruktionisme
Det videnskabsteoretiske udgangspunkt for vores behandlingsarbejde er socialkonstruktionismen. Det betyder, at vi forstår systemer (det kan være pædagog/ung, kollega/kollega, ung/ung, leder/medarbejder) som behandlingsfællesskaber/arbejdsfælleskaber, hvor systemets medlemmer skaber mening i begivenheder og handlinger gennem deres sprogbrug og kommunikation med hinanden. Vi har derfor stor fokus på sprogets skabende kraft og på, hvordan de antagelser vi tager for givet er med til at forme den virkelighed, som vi synes, vi er “udsat” for. Det er en grundlæggende idé i socialkonstruktionismen, at det vi fokuserer på og italesætter, skaber vores virkelighed – og at der i et givent system som oftest findes mange forskellige versioner af virkeligheden. Behandling og udvikling i systemer starter dermed med ændringer i sprog og kommunikationsmønstre.

Fire tilgange:
Vores arbejde tager udgangspunkt i fire tilgange, som alle udspringer af socialkonstruktionismen:

Tilgangene supplerer hinanden ved at bringe forskellige aspekter af livet i systemer i spil.

1. Systemisk tænkning
Vi betragter behandlingsfællesskaber/arbejdsfællesskaber som komplekse systemer, hvor de enkelte handlinger, begivenheder og problematikker ses som dele af en større helhed. Det betyder, at vi arbejder med at synliggøre mønstre og sammenhænge og med at styrke vigtige relationer mellem systemets medlemmer.

2. Anerkendende udforskning
Et væsentligt udgangspunkt for vores behandlingsarbejde er ideen om, at de bedste betingelser for læring og udvikling skabes ved at udforske det, der allerede fungerer godt og der hvor de unge allerede har resurser og interesser. Vi dyrker deres ønsker for fremtiden og bruger dette som pejlemærker. Det betyder, at vi giver stor plads til at arbejde fremadrettet med fokus på forhåbninger, drømme og visioner.

3. Coordinated Management of Meaning (CMM) teori
Vi anvender CMM teorien til i fællesskab at udforske, hvordan pædagoger og de unge bruger sproget både til i skabe mening i sociale verdener og til at koordinere deres handlinger med hinanden. Det er en central idé, at ingen handling eller udsagn har mening i sig selv men tildeles mening i kraft af det, der kommer før og efter. Vi arbejder med at tydeliggøre, hvordan pædagoger og de unge altid har et valg, når de kommunikerer med hinanden, og at dette valg kan ses som et moralsk forgreningspunkt, hvor det er både klogt og nyttigt at foretage etiske overvejelser ud fra forskellige positioner og perspektiver.

4. Narrativ praksis
Vi arbejder ud fra antagelsen om, at vi især skaber mening i begivenheder ved at strukturere vores erfaringer i narrativer eller fortællinger. De dominerende fortællinger åbner for nogle handlemuligheder og lukker for andre. Dette er et meget vigtigt aspekt i vores tilgang, da mange af de unge, som visiteres til os vil komme med et lavt selvværd og en historik, hvor kommunikation og fællesskaber generelt har voldt vanskeligheder. Den narrative metode giver os et værdifuldt redskab til at skabe nye, positive og konstruktive narrativer om den unge. Et centralt fokus for vores behandlingsarbejde er at medvirke til at synliggøre de fortællinger, som systemets medlemmer opererer i og at omforme problemmættede fortællinger til mere foretrukne fortællinger, der giver flere og mere nyttige handlemuligheder set i forhold til sammen at skabe værdifulde resultater og en ønskværdig fremtid for de unge.

8 grundlæggende antagelser i socialkonstruktionisme:

1. Et systems medlemmer konstruerer deres virkelighed gennem det sprog, de bruger
Ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv er det ikke muligt at beskrive et system entydigt, som den i virkeligheden “er”. Snarere findes er en mangfoldighed af forskellige versioner af virkeligheden, som skabes i sproget. Det interessante spørgsmål er således ikke, hvad der kendetegner systemet, situationen eller problemet, men hvordan medlemmerne bærer sig ad med at skabe de forståelser, der er vejledende for deres handlinger. Fokus er således på, hvordan erkendelse skabes, genskabes og omformes i systemet, og hvordan forandring kan ske i en ændring af sproget i et system.

2. Et system kan forstås som en arena for skiftende praksisfællesskaber
Den enkelte unge eller pædagog er medlem af flere praksisfællesskaber i og uden for Botilbuddet Frisk-Pust. Hvert fællesskab kan betragtes som et relationelt netværk bestående af aktører, der kommunikerer med hinanden, og som dermed skaber en fælles forståelse af systemet. I stedet for at tænke på et system som en genstand, der har stabil karakter og kan beskrives i tal, handleplaner, dagsstrukturer, forretningsstrategier, personalepolitikker, etc., lægger et socialkonstruktionistisk perspektiv op til at tænke i en dynamisk og løbende organisering af skiftende praksisfællesskaber, hvor medlemmerne “melder sig ind og ud” over tid, og hvor temaerne i praksisfællesskabet ændrer sig.

3. Diskurser og fortællinger indordner systemets medlemmers oplevelser i en helhedsforståelse
Set i et socialkonstruktionistisk perspektiv er vores forståelse af os selv i forhold til andre grundlæggende organiseret som et narrativ eller en historiefortælling. Fragmenter af indtryk, oplevelser og egne og andres talehandlinger har ikke mening i sig selv, men tillægges mening afhængig af, hvilke historier de bliver inkorporeret i. Organiseringen af oplevelser i en fortælling skaber således en helhedsforståelse af begivenheder, der udstrækker sig i tid. Vi opfatter således at de unge og pædagogerne på Botilbuddet Frisk-Pust skaber mening i deres (arbejds)liv og deres relationer til andre medlemmer gennem de historier, som de fortæller.

4. Det enkelte medlems selv’er formes i de relationer og praksisfællesskaber, som medlemmet indgår i
En persons forståelse af sig selv og sin identitet ses i et socialkonstruktionistisk perspektiv som et relationelt fænomen indlejret i medlemmers fortællinger. Det enkelte medlem har rådighed over et vist antal historier om sig selv. Hvilke, der kan fortælles hvor og hvornår, er påvirket af, hvilke praksisfællesskaber medlemmet indgår i. Der knytter sig således mange “selver” eller måder at forstå sig selv på som pædagog, ung, psykisk syg, handicappet til den enkelte person. En væsentlig socialkonstruktionistisk pointe er, at vi er medskabere af hinanden. De handlinger, vi udfører som medlemmer af et system, påvirker ikke alene vores egen og andres

situation, men får en betydning for, hvordan vores egen og andres selvforståelse og identitet formes.

5. Etik og moral er indlejret i sprog, diskurser og fortællinger
Et narrativ handler i et socialkonstruktionistisk perspektiv både om, hvordan virkeligheden “er”, og hvordan den “bør være”. Relationer i systemer holdes sammen af matchende versioner af virkeligheden og en fælles moral. Som unge, pædagoger og ledere har vi mange valgmuligheder i forhold til vores deltagelse i de historier, der fortælles i det system, som vi er en del af. Hvilke historier vil vi lægge øre til? Hvilke historier er vi med til at holde liv i? Hvilke nye historier er vi medforfattere til og medfortællere af? Både de historier vi fortæller og dem, vi bare lytter til, er i en socialkonstruktionistisk tænkning med til at skabe den sociale verden, vi bliver en del af.

6. Magt består i at kunne bestemme sandheden og definere et mulighedsrum
Magt forstås i et socialkonstruktionistisk perspektiv som muligheden for at kunne definere virkeligheden og bestemme, hvad der er “sand” viden. Disse muligheder er ikke ligeligt fordelt – hverken når det drejer sig om samfundsmæssige debatter eller de løbende diskurser og fortællinger i fx det system, der er Botilbuddet Frisk-Pust. Den ulige fordeling af magten til at positionere sig selv og andre i de historier, der fortælles, får en stor betydning for de betegnelser, der hæftes på unge, pædagoger og ledere på de muligheder og begrænsninger, der fastlægges for forskellige medlemmer.

7. Den anerkendende udforskning er en vej til ny erkendelse om en ønskværdig fremtid
Grundtanken i den anerkendende udforskning (Appreciative Inquiry) er, at der er mest energi og retning i at fokusere på de tanker, handlinger, begivenheder og interaktionsmønstre, der fremmer bevægelser i retning af en ønskværdig fremtid. I ethvert system er der noget, der fungerer. Så hvorfor ikke blive klogere på det, der lykkes? Udforskning af begivenheder i organisationer skal således dreje sig om at få øje på, beskrive og forklare alle facetter af tanker og handlinger, der skaber liv og energi, og som synliggør de unges kompetencer og engagement.

8. Valg af den socialkonstruktionistiske erkendelsesteori indebærer moralske forpligtelser
Et socialkonstruktionistisk perspektiv på begivenheder i et system skærper opmærksomheden over for en relationel etik og indebærer en række moralske forpligtelser for os som professionelle. De vigtigste moralske forpligtelser er i vores øjne:

Få svar på dine spørgsmål om Frisk-Pust

Kontakt os her