Dagligdagen

Hos Frisk-Pust

Hos Frisk-Pust vil vi de første tre-fire måneder arbejde på at danne en god, sund relation mellem borgeren og personalet, så der skabes tillid, tryghed og trivsel. Dette gøres ved at møde borgeren ligeværdigt, med åbenhed, anerkendelse, gensidig respekt og engagement. Efterfølgende forsøger vi, sammen med borgeren, at finde frem til dennes visioner for fremtiden, og gennem fælles positiv dialog med hinanden udarbejde en udviklingsplan, hvor borgeren selv sætter målene.

Dette skal ske med respekt for borgerens personlighed, erfaringer og livssituation. Vi ved, at bag uhensigtsmæssig adfærd, ligger som regel en række bristede drømme. Dem er vi nysgerrige på. I det daglige tilbyder vi naturoplevelser, kreative udfoldelser og socialt samvær. Selvbestemmelse, tryghed og positive oplevelser er alle forudsætninger for trivsel.

Boligerne

Vi har pt plads til hhv. 5, 6 og 3 borgere i indbydende, lyse boliger, som borgeren har mulighed for at sætte sit personlige præg på. Fællesarealerne holdes rene og ordentlige og bærer præg af en hjemlig stemning.

Faciliteter

Vi lægger særligt vægt på, at rammerne er trygge, rolige, omsorgsfulde og med masser af rummelighed, samt plads til det enkelte individs udfoldelser. Vi vægter udelivet højt, og går ind for, at borgerne er dagligt aktiveret – og det er der rig mulighed for. Vi har bålsted, hobbyværksted, kreativitetsrum, træningslokale og et rum for velvære.

I huset i Faxe har vi desuden høns, som borgerne kan passe og sågar kæle med, hvis det ønskes. Faciliteterne giver mulighed for såvel sociale aktiviteter som ro og fordybelse, hvilket er med til at øge livskvaliteten og giver nogle faste rammer, man kan nyde i sin hverdag. Vi ved, hvad dyr kan gøre for mennesker med uro i sindet og derfor er vi ikke kategorisk afvisende overfor muligheden for at have et mindre husdyr. Én har en kanin og en anden borger har marsvin. Personalet støtter naturligvis borgeren i pasning og indkøb til husdyret. Hvis vi skønner, at dyret lider overlast, vil vi naturligvis tale med borgeren herom og finde en fornuftig løsning.

Medicinhåndtering

Medicinhåndteringen varetages af sundhedsfagligt personale. For at varetage den daglige medicinudlevering, er det en forudsætning at medarbejderen har gennemført – og bestået både et internt og et eksternt kursus i medicinhåndtering. Vi tilgår Det Fælles Medicinkort (FMK) for at sikre, at alt, der vedrører borgernes medicin, foregår på korrekt og forsvarlig vis.

I Frisk-Pust har vi, foruden sundhedsfagligt personale, også en Sundhedsfaglig leder, som sikrer kvaliteten i det daglige arbejde med borgerne.