Low Arousal er en ikke-voldelig og konfliktnedtrappende metodisk tilgang til mennesker i affekt – en pædagogik, hvor nøgleordet er at bevare roen og undgå konfrontationer, hvor medarbejderen er trænet i at regulere sit eget og borgerens affektniveau, i at aflede og deeskalere problemskabende adfærd og konflikter. Målet er, at ingen, hverken borger eller medarbejder, taber kontrollen.
Kort sagt, er budskabet i Low Arousal, at ro smitter. Det lyder måske enkelt, men konfliktsituationer kan i praksis, ikke overraskende, være mangesidede, udfordrende og komplekse.
Da størstedelen af kommunikationen er nonverbal, er det vigtigt at overveje, hvilke nonverbale signaler vi sender, når vi står overfor en borger, der er i høj arousal. Et eksempel på Low Arousal-tilgang kan være at holde fysisk afstand. At træde tilbage i stedet for frem mod borgeren; at undgå berøring og direkte øjenkontakt; at have rolig stemmeføring, tempo og kropssprog.
Metoden Low Arousal blev oprindeligt udviklet til håndtering af problemskabende adfærd inden for autismespektret. I dag bliver tilgangen brugt i mange sammenhænge, hvor der kan opstå voldsom og problemskabende adfærd, både inden for almenområdet og i psykiatrien.
Hos os har personalet ansvaret for at skabe nogle rammer, der tager hensyn til borgernes udfordringer. For at sikre en tryghed og en forudsigelig hverdag kræver det ligeledes en grundlæggende viden om den enkelte borgers udfordringer. Hvis borgeren har stressfølsomme problemer, tages der specielle hensyn til det.
Man kan ikke undgå konflikter, og derfor sigter vi mod at bruge de rette metoder for at undgå magtanvendelse. Det gælder om at regulere sit eget og borgerens affektniveau. Da affekt smitter, er det meget vigtigt, at personalet ikke reagerer følelsesladet, når den enkelte borger bliver frustreret.
Vi bruger forskellige strategier, som gør det muligt for personalet at holde affektniveauet lavt, f.eks. vejrtrækningsøvelser, kommunikative redskaber som aktiv lytning, terapeutisk afstand mm. Det er også vigtigt at se på, hvilke krav man stiller til beboeren, og ikke mindst, hvordan man stiller dem.
Studier har vist, at mellem 70 og 85 % af alle konflikter i skoler og på opholdssteder opstår i “kravsituationer”. Derfor er vi nødt til at kravtilpasse. Her er det vigtigt at understrege, at vi ikke nødvendigvis skal stille lavere krav til borgere med udviklingsforstyrrelser, men at vi skal stille dem på en måde, så det bliver lettere for dem at honorere kravene.
