Videnskabsteori
På Frisk-Pust er vores videnskabsteoretiske afsæt socialkonstruktionistisk. Det har en altafgørende betydning for hele vores pædagogiske tilgang. Herunder er der samlet nogle nøglebegreber:
Mening er måske det mest grundlæggende begreb for os – både i forhold til beboerne og blandt medarbejderne og i forholdet mellem mig og medarbejderne. Vi opfatter mening, som det styrende pejlemærke, som alle handler ud fra. Det betyder, at hvis en af vores beboere gør noget, som vi umiddelbart ikke finder konstruktivt, så vælger vi at tænke, at vedkommende gjorde dette, fordi det var den handling, der gav mening for vedkommende i øjeblikket og fordi det var det, som han eller hun kunne magte på det pågældende tidspunkt. Ex: ’en af vores beboere, der er tidligere misbruger, vælger at tage til København en weekend og ’falder i’ og tager en masse stoffer’. I et sådan tilfælde vil vi ikke fordømme beboerens handling, men vi vil spørge os selv, ’hvad er der ude at gå, siden at beboer X, havde brug for at gøre dette’? Og ’kunne vi have gjort noget anderledes i vores pædagogiske tilgang, for at beboeren IKKE havde brug for at tage til København og gøre dette?
En anerkendende måde at bruge sproget er meget centralt. Det betyder i praksis, at vi er opmærksomme på, hvordan vi sprogliggør fx krav for at få det bedst mulige ud af kommunikationen. Ex: der er stor forskel på at sige: ’hvis du ikke sætter dig ved bordet, så får du ikke nogen æbleskiver’ eller ’når du sætter dig ved bordet, så får du æbleskiver’. I den første sætning ligger det implicit, at beboeren er umulig og ikke vil acceptere de sociale spilleregler i den pågældende kontekst. Denne måde at kommunikere til beboeren vil højst sandsynligt skabe modstand, måske endda konflikt, fordi beboeren vil føle sig talt ned til. I den anden sætning ligger det implicit, at pædagogen har tillid til, at beboeren godt kan finde ud af de sociale spilleregler og at situationen er uproblematisk. Selvom de to sætninger umiddelbart lyder næsten ens og handler om det samme, så ser vi en kæmpe forskel i de to måder at tænke vores beboere på og det kan tydeligt mærkes i praksis.
Hvis du vil ændre noget, skal du ændre dig selv er en slags slogan for os, når vi snakker pædagogik. Tanken går på, at vi alle er deltagere i et system og at vi ikke kan påtvinge andre at ændre adfærd, holdning eller praksis ved blot at sige til dem, at nu skal de ændre sig. Den eneste måde at ændre et system på, er at ændre sig selv og håbe på at denne ændring også faciliterer en ændring hos den anden. Sagt på en anden måde – hvis alle parter i et system blot fortsætter med at gøre, som de altid har gjort, så bliver tingene også, som de altid har været og ønsker man at bryde det mønster, skal man selv tilføje dette system noget nyt – en ny tankegang, et nyt mindset, en anden adfærd osv. Denne tilgang har den konsekvens, at det ikke giver mening at tale om, hvem ’der har skylden for at en kommunikation eller situation går galt’. Alle deltagere i systemet har lige dele ansvar for at det lykkes og i arbejdet med vores beboere kan vi ikke forvente, at de påtager sig det ansvar og derfor må vi altid forvente, at det er os, der skal ændre os, hvis noget er gået i hårdknude eller at en relation ikke fungerer. Det er en utroligt konstruktiv og spændende måde at tænke på.
Lokale sandheder til forskel for universelle sandheder er en helt central begrebsverden for os. Lokale sandheder er dem, vi forhandler os frem til i fællesskab. Hvis vi fx sidder rundt om bordet til et personalemøde, så er der naturligt nok flere meninger og holdninger tilstede om fx, hvordan vi skal tilrettelægge pædagogikken omkring en særlig beboer. Via coaching forhandler vi os frem til en fælles lokal sandhed, som så danner grobund for praksis omkring den pågældende beboer.
Motivation er for os, der hvor al pædagogik starter. Vi tager altid udgangspunkt i hver enkelt beboers motivationer, når vi tilrettelægger pædagogikken omkring dem. Det gør vi i respekt for individet og med tanken om mening in mente. Samtlige målsætninger og handleplaner og statusser skrives i samråd med borgeren selv og her opstår der ofte coachende og forhandlende situationer.
Som det fremgår her gennemsyrer den socialkonstruktionistiske tilgang hele vores tilgang – både på det praktiske niveau og på det reflektoriske niveau og i enhver beslutning. Denne teori giver os en terminologi, der rammesætter den måde, som vi i vidt omfang allerede tænkte ledelse, pædagogik, relation og organisation på og vi er alle dybt inspireret af den.
