Vores mål og vision er at støtte de psykisk sårbare borgere med at navigere i de forventninger, han eller hun bliver udskrevet med fra behandlingspsykiatrien og derved tilbyde de rette værktøjer til at klare en normal hverdag, som gør at de kan håndtere deres sygdom og ikke være deres sygdom. Dette, med henblik på at begrænse genindlæggelser hos borgeren, samt forebygge, at denne ender i sociale problemer.
Hensigten er, at hele forløbet skal ske med respekt for borgeren og for samfundet som helhed. Vi bestræber os på holdbare resultater, frem for hurtige resultater.
Mennesker med særlige behov har en større risiko for at blive marginaliserede og udstødte. Med en forebyggende indsats handler det om at hjælpe borgeren fra en udsat position til at blive så integreret i samfundet som muligt, inden borgeren havner i sociale problemer, i form af f.eks. kriminalitet, misbrug, arbejdsløshed etc.
At være marginaliseret vil sige at befinde sig i en ufrivillig position med ufuldstændig deltagelse på et eller flere livsområder, hvor der hersker en normativ forventning om deltagelse. Det er en proces, der er kendetegnet ved en position, som er uønsket af det enkelte menneske. Samtidig er der tale om udelukkelse fra deltagelse på nogle af samfundets arenaer, der anses for væsentlige; af såvel samfundet som af det enkelte individ.
Hos Frisk-Pust er vores fokus at gribe de marginaliserede borgere, støtte dem i at blive mere selvhjulpne og gøre dem til deltagere i samfundet, fremfor marginaliserede “tilskuere”, hvilket i værste fald kan føre til udstødelse. Vi forsøger at lære borgeren nye mestringsstrategier og derved udvikle sociale kompetencer, der kan forebygge uhensigtsmæssig håndtering af latente problematikker i hverdagen; hjemme, såvel som i socialt samspil med andre.